Containerleje betingelser

1. Det lejede

  1. Ved nærværende aftale får lejer ret til at opbevare gods i en nærmere angivet container. Lejer har ikke brugsret til nogen del af ejendommen udenfor container, udover tilkørsels-forhold og aflæsningsplads.
  2. Leje af containeren og opbevaringen af gods sker på de vilkår, som fremgår af lejeaftalen, samt af nærværende almindelige bestemmelser.

2. Det lejedes anvendelse

  1. Det lejede må kun anvendes til opmagasinering af tørt gods. Der må således ikke opbevares ildelugtende, letfordærvelige varer som eksempelvis madvarer, foder m.v., ligesom det ikke er tilladt at opbevare dyr i det lejede.
  2. Der må ikke drives erhvervsvirksomhed fra det lejede uden særskilt aftale med udlejer.
  3. Der må ikke opbevares eksplosivt, brand-, miljøfarligt eller på anden måde skadeligt, farligt eller ulovligt gods i det lejede. Opbevarede maskiner skal tømmes for olie, benzin og lign. Udlejer er altid berettiget til at skaffe adgang til det lejede med henblik på tilsyn i tilfælde af mistanke om misligholdelse af vilkårene. Det er til enhver tid udlejers vurdering om opbevaret gods er tilladt eller strider mod vilkårene.
  4. Lejer skal holde orden i og behandle det lejede forsvarligt. Lejer er ikke berettiget til at foretage ændringer eller installationer i det lejede.
  5. Rygning er forbudt indendørs, og brug af åben ild er strengt forbudt på hele området.
  6. Lejer har ikke ret til at lade tredjemands gods opbevare i det lejede eller på anden måde lade tredjemand benytte det lejede uden udlejers skriftlige samtykke. Lejer bekræfter og indestår således for, at det opbevarede gods ikke er lejet/leaset, -omfattet af ejendomsforbehold eller på anden måde tilhører tredjemand.

3. Risiko og forsikring

  1. Opmagasinerede effekter er ikke omfattet af en af udlejer tegnet forsikring. Lejer må derfor søge afklaret med eget forsikringsselskab, om effekterne er omfattet af lejer tegnet forsikring.
  2. Opbevaring af effekter sker for lejers egen regning og risiko, idet udlejer ikke er ansvarlig for evt. tab, som lejer måtte få som følge af beskadigelse af opbevarede genstande ved brand, tyveri, skadedyr, vandskade, hærværk mv.
  3. Lejer er erstatningsansvarlig for skader på det lejede, eller for skader på tredjemands effekter, såfremt skaden kan henføres til lejer, eller brugere, som lejer har givet adgang til det lejede.
  4. Lejer kan frit benytte egen hængelås på containeren, men kan også leje en forsikringsgodkendt klasse 5 containerlås.

4. Lejens størrelse, betaling og regulering

  1. Lejens størrelse fremgår af særskilt lejeaftale.

  2. Inden indflytning betales et depositum, som returneres senest 14 dage efter lejeaftalens udløb.

  3. Lejen betales den 1. i måneden forud. Ved for sen betaling pålægges et rykkergebyr på 100 kr.

  4. Der fremsendes ikke særskilt opkrævning vedrørende leje.

  5. Lejen kan forhøjes årligt pr. 1. januar uden særskilt varsel med 3 % af den umiddelbart før reguleringen gældende månedlige leje. Herudover kan udlejer med en måneds skriftligt varsel regulere lejen til den leje der er sædvanligt gældende for tilsvarende opbevaringsrum (markedslejen). Lejer kan ikke kræve lejen reguleret og erhvervslejelovens § 13, stk. 2 finder ikke anvendelse.

5. Adgang til og tilsyn med det lejede

  1. Det lejede overtages af lejer i rengjort og ryddeliggjort stand uden fejl og mangler. Lejer har pligt til at rette henvendelse til udlejer såfremt det lejede ikke lever op til disse krav.
  2. Lejer har adgang til det lejede 24/7.
  3. Udlejer er berettiget til at skaffe sig adgang til det lejede i lejeperioden, når forholdene kræver det, herunder hvis der opstår fare for skader eller lækage, samt med henblik på udnyttelse af sine rettigheder i henhold til salgsfuldmagt. Udlejer er ligeledes berettiget til at skaffe sig adgang til det lejede efter 14 dages forudgående skriftligt varsel overfor lejer i forbindelse med eftersyn, reparation, vedligeholdelse mm.
  4. Den lejede container aflåses med hængelås eller container lås. Således er lejer selv ansvarlig for korrekt aflåsning.

6. Lejers misligholdelse

  1. Ved forsinkelse af lejers betaling af leje med mere end 10 dage er udlejer berettiget til at forhindre lejers adgang til det lejede.
  2. Ved lejerestance med mere end 10 dage er udlejer berettiget til at hæve lejeaftalen efter forudgående varsel.
  3. Ved ophævelse af lejeaftalen fra udlejers side er lejer forpligtet til at betale leje indtil lejer har fjernet alt opbevaret gods fra udlejers lokaler, ryddet og rengjort det lejede, samt aflevere container ulåst.

7. Tilbageholdsret og salgsfuldmagt

  1. I tilfælde af lejers misligholdelse af lejeaftalen har udlejer tilbageholdsret i løsøre, der forefindes i det lejede på misligholdelsestidspunktet.
  2. Tilbageholdsretten udøves til sikkerhed for dækning af ethvert krav som udlejer måtte have mod lejer, samt rimelige omkostninger, som udlejer afholder i forbindelse med lejers misligholdelse.
  3. Gods der opbevares i det lejede på tidspunktet for udlejers spærring af rummet, er overgivet udlejer i håndpant til sikkerhed for ethvert krav udlejer måtte have mod lejer.
  4. Lejer meddeler ved sin underskrift af lejeaftalen udlejer uigenkaldelig fuldmagt til bedst mulig at bortsælge de i depotrummet værende effekter på tidspunktet for udlejers spærring af det lejede. Provenuet af salget bruges til dækning af ethvert krav udlejer måtte have mod lejer, uanset hvorledes dette krav måtte være opstået. Lejer afholder samtlige omkostninger ved bortsalget, dog minimum kr. 300,00. Evt. provenu ud over udlejers tilgodehavende (inkl. omkostninger forbundet med salget mv.) tilfalder lejer. Såfremt omkostningerne forbundet med et salg ikke står mål med værdien af effekterne, er udlejer berettiget til i stedet at bortskaffe/ destruere effekterne.
  5. Udlejers rettigheder i henhold til salgsfuldmagten er betinget af, at lejer ikke på trods af skriftligt påkrav herom opfylder sine forpligtelser overfor udlejer – herunder indbetaler skyldig leje - inden udløbet af den påkrævede fastsatte betalingsfrist samt af, at udlejer efter betalingsfristens udløb giver lejer 10 dages forudgående varsel om bortsalg.

8. Opsigelse

  1. Lejeaftalen skal fra lejers side opsiges skriftligt senest den første hverdag i en måned til ophør ved udgangen af en kalendermåned.
  2. Udlejer kan frit opsige lejemålet med 2 måneders forudgående skriftligt varsel til den første i en måned.

9. Fraflytning og aflevering

  1. Det lejede fraflyttes og afleveres af lejer i ulåst, ryddelig og rengjort stand inden kl. 12.00 på fraflytningsdagen.
  2. Udlejer er berettiget til at tømme og rengøre det lejede for lejers regning. Lejer er forpligtet til at betale de faktisk afholdte udgifter i forbindelse hermed, dog minimum kr. 250,00.
  3. Udlejer er berettiget til at bortsælge/ bortskaffe løsøre/effekter, der er efterladt i det lejede ved lejeperiodens udløb. jfr. Almindelige bestemmelser afsnit 7.
  4. Er lejemålet ikke fraflyttet på aftalte flytningsdag, påhviler det lejer at betale udlejer for hele den kommende måned.
  5. Det lejede afleveres i samme stand som ved indflytningen. Udlejer er berettiget til at istandsætte det lejede for lejers regning. Lejer er forpligtet til at betale leje i istandsættelsesperioden.

10. Øvrige bestemmelser

  1. Hunde og dyr må ikke medbringes i det lejede eller på det øvrige område.
  2. Lejer er til enhver tid forpligtet til at holde udlejer orienteret om sin adresse og e-mailadresse. Adresseændring og ændring af telefonnummer mv. skal straks meddeles til udlejer. Meddelelser som udlejer sender til den seneste af lejer oplyste adresse, er altid bindende for lejer.
  3. Affald, der efterlades af lejer i det lejede eller på det øvrige område, under eller efter lejeperioden vil blive bortskaffet for lejers regning.
  4. Det forudsættes, at lejer er ejer af det opbevarede gods, samt at de personer, der er i besiddelse af kode og nøgle til hængelås har lejers samtykke til at få adgang til det lejede. Lejer eller den person, som har lejers samtykke, skal dog altid kunne fremvise gyldig legitimation, eller på anden måde dokumentere at have adgang til det lejede.
  5. Såfremt det lejede ødelægges ved brand eller anden ulykke skal lejeaftalen betragtes som ophørt, og udlejer har ikke pligt til at tilbyde lejer andre lokaler hverken under ombygningen eller efter genopførelse.
  6. Lejeforholdet er i øvrigt omfattet af erhvervslejelovens ufravigelige regler.
  7. Som kunde giver du samtykke til, at vi registrerer, opbevarer og benytter de oplyste informationer som e-mail, tlf. nr., navn og adresse.